Større skriftlige opgaver

Hvad er en problemformulering?

En problemformulering er et spørgsmål/udsagn/påstand, som bliver formuleret i indledningen til en opgav, og som resten af opgave prøver at besvare eller belyse.

Hvad er en indledning?

En indledning er en præsentation af dit emne og hovedtrækkene i din opgave- eller problemformulering.

Hvad er en analyse?

At analysere er at nedbryde en tekst i dele i en metodisk undersøgelse.

Hvad er en fortolkning?

En fortolkning skal tage udgangspunkt i analysen, og her hæver du dig over teksten og samler den viden, du har fået gennem analysen til at sige noget om tekstens tema, årsag, betydning eller budskab.

Hvordan skal jeg have med i en konklusion?

Din konklusion skal være en opsamling af de resultater, som du er nået frem til i dit hovedafsnit. I din konklusion præciserer du dine resultater. Konklusionen må aldrig indeholde hele nye synspunkter eller resultater, som du ikke har omtalt eller været inde på tidligere i opgaven.

Hvordan citerer jeg?

Et citat er en ordret gengivelse af noget, der er blevet sagt eller skrevet.

Et citat skal adskilles tydeligt fra anden tekst. Man skal tydeligt vise, både hvor citatet begynder, og hvor det slutter.

Man skal markere et citat ved hjælp af anførselstegn (citationstegn, ” ”) og kursiveret tekst.

Kilden til citatet skal altid nævnes – i en fodnote eller umiddelbart efter citatet.

Hvordan laver jeg en henvisning?

Henvisninger er udtryk for respekt for den eller dem, der har arbejdet med et emne og opnået resultater, som du benytter dig af i din opgave. Henvisninger er også en service for læseren, der vil kunne finde frem til de benyttede kilder. Endelig kan en bedømmer se opgaveskriveren over skulderen og vurdere, hvordan et materiale er brugt.

Hvordan laver jeg en kildeangivelse?

Du skal altid nævne kilden til et citat. Normalt vil man i forbindelse med citatet give oplysninger om:

– forfatter

– værk (titel)

– årstal for udgivelse

– side

Kilden kan angives i direkte forbindelse med citatet i teksten eller som fod- eller margennote.

Hvordan laver jeg en litteraturliste?

Henvisning til bøger

Forfatter. (år). Titel: Undertitel (udgave). Udgivelsessted: Forlag. (Serietitel; nr.). (Titlen skal være understreget eller kursiveret.) Udgave skrives kun på listen, hvis det ikke drejer sig om 1. udgave.

Henvisning til Internet dokumenter

Ophav. (år/seneste opdatering). Titel (udgave). Lokaliseret besøgsdato: URL.

(Titlen skal understeges eller kursiveres.)

Henvisning til tidsskriftsartikler

Artiklens forfatter. (år). Artiklens titel: undertitel. Tidsskriftets titel, vol.(nr), sidetal. (Tidsskriftets titel skal understreges eller kursiveres.)

Hvad er et abstract?

Karakteristika

fylder typisk 10-20 linjer

indeholder en beskrivelse af opgavens:

o formål/problemstilling – Problem statement

o anvendte metoder – Approach

o resultater og – Results

o konklusioner – Conclusions

indeholder ikke citater eller kildehenvisninger

skrives i ét afsnit

laves efter opgaven er skrevet

placeres umiddelbart før indholdsfortegnelsen

Hvad er de taksonomiske niveauer?

Et kendskab til Benjamin Blooms taksonomi (= klassificering) kan være en stor hjælp for dig, når du i problemformuleringer eller i andre sammenhænge bliver bedt om at redegøre, analysere og vurdere. Det er nemlig vigtigt, at du ikke sammenblander de forskellige niveauer eller glemmer et af de tre hovedniveauer. I de fleste problemformuleringer i AT skal du kunne arbejde med alle tre niveauer.

Hvad er en redegørelse?

En redegørelse er hverken et referat eller resume, men derimod en ordnet gengivelse af en tekst, ofte kun af visse dele af teksten. Man kan også redegøre for andet end tekster, fx for en problemstilling, en sag eller et hændelsesforløb. En redegørelse skal tit bruges som baggrund for en senere vurdering, stillingtagen eller lignende.

Hvad er en vurdering?

Begrebet vurdering kan defineres som det at tage stilling til, hvad man mener om et eller andet. I gymnasiet skal en vurdering sjældent være personlig, men i stedet være fagligt funderet, hvilket vil sige, at den skal bygge på faglige kriterier.

Hvad er en diskussion?

Selvom man er enig i synspunkter i en tekst eller lignende, består en diskussion i gymnasiefaglig øjemed ikke i bare at give forfatteren eller andre personer ret. I en god diskussion anskuer man derimod sagen fra flere vinkler med øje for indbyggede præmisser og konsekvenser, og medtænker de fx historisk, socialt og kulturelt betingede aspekter, som påvirker synsvinkler og argumenter i den enkelte tekst.

Hvad er en perspektivering?

Perspektivering betyder egentlig ‘fremtidsudsigt’, men i gymnasiesammenhæng betyder det primært ‘at sætte i sammenhæng med’ eller ‘at sammenligne med’.

Hvad er en argumentation?

Når du skal analysere argumentation i en tekst, er det først vigtigt at bestemme afsenderens holdning til emnet. Grundelementerne i en argumentationsanalyse består af begreberne påstand, belæg, underbelæg, gendrivelse, rygdækning og styrkemarkør. Når du analyserer en tale eller en tekst, handler det om at finde hovedpåstanden og de mest centrale belæg for denne i argumentet.